Monday, September 17, 2007

En celle er en celle er en celle...

Første gang jeg så dette billede, vagte det en længsel i mig. Enkelhed, det hvide, rene rum, med kun nødvendige livsfornødenheder. Jeg tænkte på de rum, jeg har boet i på forskellige retæter i Danmark og Sverige.
Jeg havde ikke set længe på det, før min fejltagelse gik op for mig. - Det er en fængselscelle på Guantanamo-basen! En celle man ufrivilligt er lukket inde i.
Men en celle er jo også navnet på det rum, hvor mænd og kvinder i klostre lever. Her har de deres eget sted. De giver afkald på personlig ejendom og har kun, det, de har brug for. Cellen er stedet for søvn og hvile, for studier og personligt bønsliv. I nogle ordner lever man hele livet inden for klosterets mure. Cellen bliver her synonym med reglen om "stabilitas", at leve på samme sted. En celle kan altså være et sted jeg frivilligt har valgt som rammen for mit liv. Så er cellen en afgrænsning, der skal hjælpe mig til at vælge fra og rette min opmærksomhed helt mod livet i Gud.
Endelig er celle et ord for den biologiske byggesten, som alt levende er lavet af. Hver celle indeholder dna-materiale til hele den levende organisme.
Jeg længes efter enkelthed, afgrænsethed og koncentration om livet i hele dets fylde.
- Jeg har lige været på Skovhus-retræte!

No comments: