Saturday, November 3, 2007

Alle helgen

Vi fejrer Alle helgen - bl.a. med at synge salmen "For alle helgen". Når vi kommer til vers 4, hvor der med lidt højtragende og gammeldags ord står: "O høje helgensamfund af vor æt! Vor vej er dunkel, eders lys og let; os alle bærer dog Guds åndedræt", så græder jeg. Den dag blandes tankerne om de mennesker, der ikke er døde - men gået før os - og Guds løfte om, at hellighed ikke bare er mulig og ønskelig - men selve forudsætningen for at kunne være sammen med Ham! Helligheden, som intet menneske ejer i sig selv, som vi har lov at klæde os i og regne for vor egen, fordi det er Jeus gave til os. Det er svimlende. Alle helgen er virkelig et mødepunkt for nuet og evigheden. En påmindelse om livets forgængelighed og storhed.
Vi fejrer Alle helgen i slutningen af kirkeåret (det nye begynder 1. søndag i advent), mens dagene hurtigt bliver kortere. Det er som om, vi skal mindes om opstandelsens under og påskemorgens lys, inden alt går op i englesang og julefejring.
Her til aften har jeg tændt lys på vore forældres grav. Os alle bærer dog Guds åndedræt!

No comments: