Helle for helligdagen

For nogen mennesker er søndagen som helligdag forbundet med kedsomhed og forbud. I pietistiske kredse har det været almindeligt, at man om søndagen ikke måtte meget andet end at gå i kirke - og ellers kede sig for resten. Faktisk har det også været kedeligt at gå i kirke. Man måtte ikke dyrke sport, gå i biografen eller strikke fx. Jeg har altid forbundet søndagen med noget særligt. Vi måtte ikke lave lektier om søndagen - det har jeg forsøgt at tage med i opdragelsen af vores børn - med ringe held. Men ellers var, og er søndag den dag, hvor vi har mulighed for at være sammen, læse avisen (POLITIKEN er nu endnu tykkere om søndagen - og Nynne er med igen!!), gå lange ture - gerne til kirkegården, eller bare på stranden. Vi spiser søndagsmad og betragter ikke dagen, som en arbejdsdag. Det betyder ikke, at vi intet laver. Jeg kan godt sætte en vask over eller handle i den lokale Brugs, der har åbent til 19. Sådan har det ikke altid været - jeg har slækket lidt på nogen principper. Men vi holder søndagen som en helligdag.
I fastetiden i år har ordet hellig-dag fået en ny betydning for mig. De senere år har jeg forsøgt at bruge fastetiden til en eller anden justering i min dagligdag. Fx. spiser jeg ikke kød. Ikke at det er et stort offer. Jeg har levet uden kød i lange perioder af mit liv. Men den daglige påmindelse om at, "jeg har en aftale", eller som Paulus siger "at have et løfte på sig" i det ydre liv, skal minde mig om de aftaler jeg har i mit indre liv. Det er i og for sig ikke noget særligt, eller noget, jeg gør et nummer ud af. Men altså, i år kom jeg til at tænke på ordet "helle", som i hellig og helligdag. Sådan en dag er søndagen jo, et helle, ligesom da vi legede som børn og nåede et helle, hvor vi kunne trække vejret og danne overblik over situationen inde vi kastede os ind i legen, eller kampen igen. Søndag er også "helle" i fasten. Søndagen er altid opstandelses-dag og fest. Så i dag fik vi lammekølle Men i morgen står den igen på grønsagstærte og kartoffelsuppe for mit vedkommende - hvilket absolut ikke er en straf for mig. Bare til at styrke eftertanken og understrege pointen med den hellige festdag, som hver uge begynder med - og som er Påskens store budskab: Herren er opstanden! Ja, Han er sandelig opstanden!