Wednesday, December 29, 2010

Julekrybbe fra Osterheim

Jeg en smuk julekrybbe, som min mor gav mig i begyndelsen af mit præste-liv. Den er jeg meget glad for. I årene har jeg samlet en del mindre krybber. Af og til er der nogen, som spørger hvor man kan købe en god krybbe.
se her På denne blog, er der fortællingen om, hvordan en krybbe blev en gave, der strakte sig over mange jul. Måske en ide til næste jul?

Monday, December 27, 2010

3. juledag

Julen varer til 13. dagen - Hellig-tre-konger. Sådan er det i Sverige, sådan var det før i tiden her til lands og sådan er det hos os. I dag var der udsalg i butikkerne og salg af nytårsraketter. En del raketter skal der jo til, når man tænker på alle dem, der allerede er skudt af her i byen!
 Her til aften spiste vi torsk - (ikke et ord om nytår) - og det var godt! Husbond laver den bedste kogte torsk med senneps-sovs. Ellers har jeg været til en 70 års fødselsdagsfest
 som en af mændene i menigheden holdt. De havde inviteret til Åbent Hus og dækket til 70. Da jeg gik, efter 2 1/2 time, kom der stadig flere gæster, og vi havde været 100 indtil da. De forstår at feste i den her by.
Vi havde to gaver, der skulle byttes, det var hurtigt gjort, og så nåede vi en tur i LOOP. Nu står aftenen på film og hygge. De to børn vi har hjemme på juleferie er ikke hjemme. - Mellem-sønnen kom lige tilbage efter sit kørekort. Han var blevet stoppet af en betjent i julehumør, der lod ham slippe for bøden, hvis han lovede at køre hjem efter kortet. Jovist er det stadig jul!

Sunday, December 26, 2010

2. juledag er fødselsdag

Dagen efter at vi har fejret Kristi fødselsdag, har vi en anden vigtig fest i familien. Thomas, vores midterbarn fylder år. Dagen bliver fejret med dejlig mad og hele den store familie. I år var de tre yngste Ludvig, Mirjam og William. De er alle tre skønne unger; Mirjam er ældst, Ludvig er størst og William er den sødeste lille grandfætter. Det er så hyggeligt, at der er mennesker i alle aldre i familien. Dagens ældste er min svigerfar, som er 84. Thomas blev 25, hvilket ikke gik helt upåagtet hen - lidt kanel fik han, men i betragtning af at han er et julebarn, så slap han billigt. Måske fordi hans bedste venner er lidt yngre.
Posted by Picasa

Saturday, December 25, 2010

Juleaften


Træet er bredere end vi har kunnet have det før. Nu er der plads. Og stjernen - det er Rebeccas design! Den er smuk!
 Sidst på aftenen var vi på kirkegården for at se lysene brænde på forældregraven - og på de mange andre oplyste grave på Elling Kirkegård.
 Så gik turen til kirken, hvor de mange lys skulle tændes inden midnatsgudstjenesten. Tidligere på dagen havde jeg julegudstjeneste på plejehjemmet og to gudstjenester om eftermiddagen. Louise og jeg havde gudstjenesterne sammen juleaften, så husbond stod for maden for første gang i mange år. - Jeg har aldrig lavet mad juleaften. Svigermor Emma har lavet mad til os de fleste gange, og ellers har Jørgen. Vi spiser altid kalkun, som da Emmas far leverede dem.

Midnatsgudstjenesten indeholder salmer, læsninger og musikindslag - her er det Maria og Andrea, der synger ved indgangen.

Wednesday, December 22, 2010

Juleuddeling i den lille kirke

ActA, vores lille kirke i Aalborg, har for andet år i træk uddelt julehjælp i form af fødevarepakker.
Julehjælpen er betalt af Centralmissionen Det er et stort arbejde at organisere julehjælpen, men de går frisk til opgaven. I år blev der pakket og uddelt 19 pakker. Hver familie fik 3 fulde bæreposer med alt muligt godt til julefejringen. Selve udleveringen er en dejlig dag. Mange har lyst til æbleskiver og en kop kaffe.


 Og børnene tegner og hygger, mens de voksne snakker. Det er en dejlig dag i den lille kirke.
På vejen hjem gjorde husbond og jeg de store juleindkøb, så nu er vi ved at være klar også i familien. Kalkunen er hentet, juletræet købt og i aften skal julebrevet skrives. Det er ganske vist lidt for sent, men ud skal det!

Tuesday, December 21, 2010

Solhverv!

Det er årets korteste dag! Der er præcis et halvt år til min fødselsdag. Jeg er så heldig at være født på årets længste dag. Som min mor tørt bemærkede, hvis jeg udtrykte glæde over det: "Det var en lang dag!"
Sådan så Nordstrand ud for 1/2 år siden
 Nu tipper kloden og langsomt, langsomt vender solens styrke tilbage. Det er så forunderligt, og jeg forstår at mennesker blev religiøse af det, før de lærte Verdens Lys - Jesus at kende! De gamle valgte klogt, da de lagde festen for Jesu fødsel "Christmessen", oven i den gamle fest for solhverv!

Monday, December 20, 2010

Dejlig dag

En dejlig dag med julegaveindkøb sluttede med opdatering af beholdningen af julethe hos Nygaard
Se mere om Nygaardskaffe her
Nu mangler vi at LOOPe og så skal vi se "A Christmas Carol" - og jeg skal se Bertelsen på Caminoen! Kom jul, kom sne, kom glæde!

Saturday, December 18, 2010

Hjerteløst!

No heart detected!

Der er ikke registreret noget hjerte! - I det center, hvor en god del af menighedens medlemmer, blandt mange andre, dyrker motion, har vi en opvarmningsmaskine, der kan måle puls, mens man arbejder. Holder man ikke på de rette håndtag, signalerer maskinens skærm pludselig: ”No heart detected”. Jeg studsede lige, første gang jeg så beskeden – ikke noget hjerte?

I forbindelse med årets finanslov og de underlige stramninger, der endnu engang kom i forbindelse med udlændinge, tænkte jeg igen, at der heller ikke her kan registreres noget hjerte. Tidligere kunne præster finde på juleaften at sammenligne nutidens hjemløse flygtninge med Josef og Maria, der ledte efter et sted at overnatte, men som måtte ende med at sove i en stald, hvor Maria måtte føde Guds søn. Den sammenligning var der mennesker, der blev stødt over. Med den kynisme, der udfoldes i vores lille land, hvor tro ikke må påvirke beslutninger, hvor det er i orden at svine anderledes tænkende til og at latterliggøre og håne deres tro, og hvor der udtalt ikke er plads til fremmede mennesker, hvis de ikke er højt uddannede, rige og nyttige, der kan det være svært at konstatere noget hjerte. Spørgsmålet trænger sig på: Har Jesus nogen mulighed for at komme ind i vores samfund, som vi har indrettet os? Vil det gavne økonomien? Kan han noget, vi har brug for? Er han ordentligt uddannet? Er han ikke grundlæggende for mærkelig og anderledes?

Julen er blevet kaldt hjerternes fest, fordi julen er fejring af Guds levende varme hjerte, der banker af uendelige kærlighed til menneskene og til verden, så han gav os sin Søn Jesus. Men julen er tryllet om fra at være en højtid, hvor Jesu fødsel fejres, til en årstid med materialisme og forbrug i højsædet. Vi behøver ikke forholde os til Jesus og hans besværlige krav om næste-kærlighed, medmenneskelighed, venlighed eller hjertelighed. Julen kan buldre løs, mens stramningerne af forholdene for udlændinge fortsætter. Vi synger: ”Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet”, men det er ikke et umælende dukkebarn, der kvæles – vores samfund lider skade.

Et hjerteløst samfund er døende. Eneste mulighed for genoplivning er igen at tage imod Guds kærlighedsgave uden forbehold og betingelser! Og at lade gaven, Jesus, blive Herre i vore liv og i vore relationer til venner og fjender, kendte og fremmede.

Wednesday, December 15, 2010

Småbørns-julegudstjeneste

Den første af året 3 julegudstjenester for børn var her til formiddag. Sådan ser gangen ud, når byens dagplejere og kirkens legestue holder julegudstjeneste:

Kirkejulekrybben er på plads efter at børnene har hjulpet med at finde de forskellige figurer rundt om i kirken. Figurerne er over 20 år gamle og lavet af Inge Bhutho fra Vejle.

En dag i december

Dagen har budt på  jule-husbesøg, planlægning med kollega Louise, som også ledte afslutningen med Klub 3, som er vores undervisning af børnene i 3. klasse. De har lavet julekrybber de sidste gange. - Sidst på eftermiddagen afsluttede vi denne omgang "Væven". Det er en samling hver tirsdag fra kl. 17 - ca 17:45, hvor vi mødes en lille gruppe kvinder i kirken, hører et stykke musik, beder Fadervor, fortæller kort om ugen, der er gået, lytter til oplæsning af et stykke - i denne omgang fra bogen "Bibelens perler" af biskop Martin Lönnebo, sidder i stilhed for så at afslutte med musikken igen og velsignelsen. I ugens løb læser vi stykket hver for sig de gange vi har lyst og tid. Sådan har vi mødtes hver eneste uge undtaget sommerferien i 4 - 5 år. Til januar begynder vi igen. Denne gang læser vi for 3. gang bogen "Væven" også af Martin Lönnebo. Det er et åbent tilbud, og nye er velkomne. Og det er ikke kun for kvinder!
Dagen sluttede i Aalborg, hvor ActA, den lille nye kirke holdt julefrokost med pakkespil. Jeg vandt mandelgaven - det var der én som blev glad for, da jeg kom hjem! Uhm, fyldte chokolader! Vel hjemme igen har jeg set morgendagens afsnit af Bertelsens Camino-vandring. Fra klosteret i Samos er min søster Birgitte og jeg med resten af vejen. - Nu mangler jeg bare at læse min daglige advents-læsning, og så er det god-nat!

Monday, December 13, 2010

Lige til at blive høj af!

William og hans far har været på besøg. Johannes havde et ærinde herude, og da Williams mor desværre er syg, fik vi det første besøg af den lille fyr og hans far. - Jamen det er fuldstændig fantastisk at bare sidde med ham! Senere vågnede han op og fik lidt mad af sin far - godt det kan lade sig gøre, når nu mor er syg. Jeg tænker på alle de børn rundt om i verden, der bliver født uden nogen form for hjælp. Og mødre, der går til i forbindelse med fødsler. Det er et godt sted i verden du er blevet født, lille ven! -

Og så skulle de hjem til mor igen! - "Frue", min gravhund fik lov at sige goddag - hun var meget optaget af det lille nye familiemedlem. Hun kom, meget mod sin sædvane, op i sofaen, hvor hun blev liggende helt stille ved siden af William og mig. Det skal nok blive et fint bekendtskab!
Posted by Picasa

Sunday, December 12, 2010

Stjerne for en eftermiddag

Se mange flere billeder her:I en stopfyldt kirke sang vi julen ind i eftermiddag. Et stort hit var børnekor og og pigekor, der opførte en lille julemusical - "Planeten jorden får besøg". Min kollega Louise havde oversat teksterne fra svensk, musikerne havde øvet, og der var udklædning, dans, sang og replikker. Der var en rock-stjerne, en heldig stjerne, en stjerne der viste vej ( i spejderuniform) og en lede-stjerne - "Ja ih hvor er du led", som en lille stjerne bemærkede. De øvrige kor sang naturligvis også julesange, Louise prædikede og til sidst var der Lucia. En dejlig eftermiddag, som for mange af os er en nødvendighed i juleforberedelserne. Bagefter havde vi besøg af de af ActA-folkene fra Aalborg, som havde mulighed for at besøge os. Det er en travl tid for studerende. Mange skal til prøver og eksamener i disse dage. Ældste søn - der netop er blevet far - skal op i en af de helt hårde i morgen: Knæk og bræk!

Saturday, December 11, 2010

Engle i vinuerne

Indrømmet! Jeg kan ikke finde alle mine juleting. Men englene, de er på plads. De første blev lavet, da vores hjem var i Vejle for 26 år siden. De sidste 22 år har der været engle i vinduerne i det gamle hus, og nu har de fint fundet plads i vinduerne i det nye hus. Julekrybben er også sat op, resten er detaljer. - Vi har netop været samlet en gruppe i kirken til stille meditation over morgendagens tekst, Esajas 40: 1 - 6: "Trøst, ja trøst mit folk, siger Herren" - I morgen kl. 16 synger vi julen ind bl.a. med en lille musical "Planeten Jorden får besøg".
Posted by Picasa

Thursday, December 9, 2010

Gavegivernes helgen - til inspiration!

Nikolaus af Myra levede fra 270 - 345. Myra lå, i det vi i dag kalder Tyrkiet. Her var han biskop og et godt menneske, der hjalp, hvor han kunne. Af fortællinger knyttet til Nicolaus er den om de tre drenge, der var blevet myrdet og lagt i et saltkar for at forbrydelsen kunne skjules. Nicolaus bad og kaldte de tre tilbage til livet. En anden beretning fortæller, at han bad for et skib i havsnød, så stormen lagde sig.  Den mest kendte fortælling handler om de tre unge piger, hvis fattige far af nød og elendighed ville sælge sine døtre til prostitution. Natten inden pigerne skulle forlade hjemmet, lagde Nikolaus tre gaver i deres vindue. Da pigerne åbnede gaverne var de poser med guld, så de kunne betale farens gæld og slippe for den frygtelige skæbne.
Skt. Nikolaus er den helgen, der varsler julen - han er gavegiveren og dermed julemandens egentlige bagmand! Nikolaus gav en gave til de fattige og reddede deres liv. Han bør inspirere os i julen! Han er også helgen for de sejlende, og danske kirker, der hedder Nikolaj ligger ofte, så de også er vartegn for skibe. Det gælder fx. den smukke folkekirke i Rønne. Skt. Nikolaus fejres d. 6. december. I nogen lande er det den store gave-dag, og ikke som her d. 24. I år glemte jeg dagen. Men jeg har også fået min gave!

Tuesday, December 7, 2010

En Strandbypige med verdensry!

Hende kender jeg!
Klik på sætningen ovenover og læs om fotografen Linda Suhr, der er født og opvokset i Strandby. - For en god ordens skyld skal jeg lige gøre opmærsom på, at Strandby ligger på Nordjyllands Østkyst. Men vi er vandt til at Nordøstjylland ikke eksisterer i offentligheden. Hvem har fx nogen sinde hørt om vejret i Nordøstjylland? I vejrudsigten hører man om vejert i Nordjylland og Nordvestjylland og i Østjylland. Men Nord-Østjylland? - Men her bor jeg altså. Og jeg er ikke alene.

Monday, December 6, 2010

Hvidt!

I sne står urt og busk i skjul.

Meget smukt - men bedst, når det er træer og marker, der får sne. På motorvej og fly-landingsbaner er det ikke helt så poetisk! Datterbarnet, der var hjemme på weekend for at opleve den lille ny nevø, måtte med DSB, da Aalborg lufthavn ikke kunne tage imod fly i går aftes. Heldigvis kom hun godt hjem til hovedstaden - og vi andre nåede at se Harry Potter, som aftalt! Ikke dårligt for en anden søndag i advent, hvor vi også havde en dejlig gudstjeneste, og jeg fik kysset mit barnebarn!

Saturday, December 4, 2010

En dag med stilhed

I dag har vi været 8 kvinder samlet i kirken fra 9.30 til 16. Vi var i stilhed med læsning af Bibeltekster, mediation og bøn. Vi spiste dejlig mad og tiden gik alt for hurtigt. De næste lørdage er der adventsmeditationer, dog kun en time fra kl. 17.

Friday, December 3, 2010

Farmor-lykke!

William har allerede erobret alles hjerter. Han er 50 cm, vejer 3400 gr. og kom til verden kl. 17:14 d. 2. december. Han er søn af min førstefødte og hans dejlige kæreste og han bor for altid i sin farmors hjerte! Gud er god - og jeg er taknemmelig!

Wednesday, December 1, 2010

God tur med julekalendervandringen


I dag begynder de utallige tv-julekalendere. Blandt dem er en, jeg har glædet mig særligt til, nemlig DR2's:
Bertelsens Camino-vandring Som det måske er læsere af bloggen bekendt, så gik jeg i maj 2009 fra Samos til Santiago sammen med min søster Birgitte.