Friday, December 30, 2011

5. og 6. juledag


Torsdag spiste vi aftensmad i København, indre by. Vi havde kørt datterbarnet hjem efter 12 dejlige dage sammen i det nordjyske. Men alt har en ende, også juleferier, så selv om det stadig er jul, måtte vi aflevere.

Hun er flyttet til et dejligt stort værelse i en dele-lejlighed. En af fordelene er "baghaven" -


- med eget drivhus med palmer, kaktus, orkidér og andet godt - med andre ord Botanisk have, som ligger 2 minutters gang lejligheden.
Vel hjemme igen kan vi begynde at gøre klar til årets sidste dag og ikke mindst aften.

Wednesday, December 28, 2011

5. juledag

 4. juledag var vi traditionen tro i biografen med gode venner for at se årets julefilmDa vores børn var små, var bedsteforældrene med, og vi så tegnefilm. Det er stadig meget hyggeligt, selvom filmene har ændret karakter. "Sherlock Holmes" er lidt af en action-film, og de to herrer havde brug for hjælp af Lisbeth Sallander for at klare problemerne. Men det er en superflot film. Og god mad og hygge bagefter runder dagen af på bedste vis! Endnu en dejlig juledag. 

4. juledag

Billederne er fra fødselsdagen 2. juledag, hvor mellemsønnen blev fejret på sin 26 års dag.

Sulemad


osten

slik og kager

Se evt. her, hvordan William oplevede dagen.
I dag kom nogen af pakkerne fra Søs i USA. Gavepapir kan være noget mere relevant i "Guds-eget-land".
gavepapir


Puslespil
 Årets amerikanske julekrybbe var et puslespil! Tak, også for det - og de øvrige gaver - og krybberne fra de andre år!

Tuesday, December 27, 2011

3. juledag (der er 12, husker du?)

Her er lige en lille hule til mig!

Til mig - der er ikke plads til flere!


Her sidder vi da meget godt!


De tre grand-fætre/kusine-børn: Miriam 1 1/2 år, William 1 år og Ludvig 1 1/2
 Juledag var hele familien samlet hos faster Alice. Det lykkedes at tage billeder af de tre yngste. Sådan så de ud sidste år! Vi har nydt familie-festerne de sidste dage. Nu spiser vi videre af den dejlige julemad, går en tur i sol og blæst og nyder hinandens selskab. Vi skal en tur i Loop-center, se film og hygge inden døre. Der er jule-cd'er på anlægget - lige nu italiens-klassisk julemusik. Det kunne også have været fransk. Eller engelsk. I år er vist sluppet for Stig Rossen, som husbond ellers ynder at vække huset med juleaftensdag:-)

Sunday, December 25, 2011

Gud blev menneske -

- for at vi skal helliggøres. I julen mødes Himmel og jord. Den virkelighed, der altid er omkring os, men som vi ikke sanser, den åbnes for os, vej banes. Guds herlighed er i vore liv - Lys i mørke! Vi må kaldes Guds børn - og vi er det!
Glædelig jul

Friday, December 23, 2011

Ny jule-musik der holder!

Jeg har efterhånden en ganske pæn samling julemusik. Hvert år forøges kassen med en cd eller to.Denne meget roste cd er også
min julemusik i år. Det er simpelthen så dejlige tekster om livet og glæden i Gud, og om paradoxerne i verden der fejrer jul uden måske at vide hvorfor. Alle deres roser er fortjent.

30 1/2 år og 2 dage

Så længe har vi været gift! Tidligt i ægteskabet lavede vi en aftale om, at de blomster jeg køber - og det er en del, de er altid fra ham - for sådan noget kan han ikke finde ud af.
Han er manden  i mit liv. Hvorfor, tænker du måske - og kan det stadig være spændende og dejligt efter så lang tid? Dét kan det, på alle måder - men en bemærkning som den han kom med i går, gør det igen klart, hvorfor jeg bare er gift med den helt rigtige. "Jeg gør lige em-hætten ren, når vi har spist" - Og i dag opdagede jeg, at han også havde ordnet ovnen!

Julekoncert med Kammerpigerne

I Frederikshavn er en af "julens uundgåelige" koncerten i Frederikshavn kirke med gymnasiets kor "Kammerpigerne". Til denne anledning får de forstærkning af "Kammerjunkerne" og "Oldfruerne" - sidstnænte er de piger, der er gået ud af gymnasiet, nogen af dem for længe siden.

 Det hele bliver arrangeret og ledt af lærer Birgit Munch. Mange af sangene er gengangere fx nogen fine vintersange af Tage Mortensen, som i mange år ledte Nordjysk Pigekor, og som har betydet meget for musiklivet i byen. De senere år har også Leonard Cohens "Halleluja" og Peter Gabriels "Washing of the water" stået på programmet. Koncerten slutter altid med "Natten er så stille" af Weyse. Den bliver sunget i skæret af levende lys, pigerne står rundt om i kirken og synger til alle har forladt rummet - meget stemningsfuldt.
En del af pigerne har begyndt deres sang-karriere i vores kirkes Børnekor - bland dem vores egen lille oldfrue, som ses her!

Wednesday, December 21, 2011

Den korteste dag!

Denne dag er årets korteste. Nu vender det (og det vænner man sig hurtigt til:-)
Jeg har brugt den på skole-julegudstjeneste, hyggelig frokost med lærerne, som de er så venlige at invitere præsterne med til - og så har vi passet William for resten af dagen. Jeg nåede at bage leverpostej og lave nem aftensmad, men ellers bliver det ikke til så meget andet end at beundre og underholde!
Om et halvt år er det min fødselsdag - den falder på årets længste dag (Grønlands nationaldag).

Tuesday, December 20, 2011

Alberst fødselsdag!

Dagen har bl.a. budt på 4 års fødselsdag i familien. Peter og Malika, holdt fest for deres ældste søn, som fik mange fine gaver.

 Her er han ved at kravle op på brændeovnen, der ikke behøvede at være tændt. Først havde huset nemlig været fyldt af hele børnehaven, og så kom familien i flere afdelinger, heriblandt flere oldeforældre. Vi fik kaffe med det helt store kagebord og senere steg, salater og bagte kartofler og til slut stikkelsbærtrifli! Som det var godt!
William, som er Alberts grandfætter, får her mad af sin far. Mor har meget juletravlt i blomsterforretningen.
Datterbarnet har øvet til julekoncert på torsdag med "Kammerpigerne", gymnasiekoret med forstærkning af gamle korsangere. Det glæder vi os også til!
I morgen er der skolejulegudstjeneste, og så skal vi passe William.
(Beklager den forringede billedkvalitet)

Monday, December 19, 2011

Hmmm

Ok - så hellere i datterbarnets kuffert:-)

Sunday, December 18, 2011

4, søndag i advent


Jeg havde fri fra kirke i dag og kunne derfor koncentrere mig om at passe William. Han sov ok. i nat - det er bare mig, der vågner, hver gang han giver den mindste lyd fra sig. Her til formiddag fulgtes vi til kirke, hvor jeg ret hurtigt valgte at gå med William i søndagsskole. Der bagte de englekager og andet godt.





Søstrene Aaen lavede hver sin plade, som bagte, mens vi hørte julehistorie og spiste frugt. Meget hyggeligt. William ville helst hjælpe med opvasken.
Bagefter mødtes alle til kirkekaffe, og midt i det hele ankom datterbarnet, der i dag er fløjet hjem for at holde juelferie. Efter frokost gik hun og jeg på kirkegården, og på vej hjem så vi dette svanepar, der svømmer rundt i en sø, der egentlig er en mark.
Da Maria pakkede ud, var der pakker - julegaver og en enkelt fødselsdagsgave til William, der egentlig hellere ville sidde i fasters kuffert end pakke gave op.

Saturday, December 17, 2011

Juletræshentning - tradition med et twist

I dag blev der hentet juletræer. 17 - 18 mennesker drog på tur for at fælde skovens smukkeste - og alle familier var vist heldige, at få netop dét med sig hjem. Jeg var ikke med. For først gang i de 23 år vi har boet i Strandby, var jeg hjemme. Årsagen var William, mit dejlige barnebarn. Han og jeg hjalp hinanden med at gør klar til kaffe-gæster. Der skulle varmes æbleskiver og lunes lussekatte til hele stor-familien.
 Kl. 17 havde jeg årets sidste adventmeditation i kirken. I dag var teksten Maria bebudelse. Jeg glæder mig over, at også andre finder denne del af adventstraditionerne væsentlige.
Aftenen sluttede traditionen tro hos Inger og Margit med grønlangkål mm, og pakkespil for hele familien. Men igen måtte William og jeg trække os. Helt ok. Nu sover han endelig! Må det vare natten igennem.

Friday, December 16, 2011

Jauchzet, frohlocket -


auf preiset die Tage! - Vi har været til Bachs juleoratorium her til aften. Det var så dejlig en oplevelse. Drengekor er altid en oplevelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvordan kan man dog lære børn at synge så smukt? De er fuldstændigt opslugt og samtidigt helt uimponerede. Her til aften var det:Thisted-drenge og mandskor der sang, Aalborg symfoniorkester spillede og de fire dejlige solister gjorde det godt - norske Vibeke Kristensen sopran, Ulla Kudsk Jensen, alt, David Danholt tenor og Sten Byriel bas. Korets daglige dirigent Preben Nørgaard Christensen ledte det hele.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er mere til Händel og Messias - jeg er opvokset i en anglosaksisk kirketradition, hvilket ikke fornægter sig, når det kommer til kirkemusik. Og Bach er luthersk! Men forandring fryder. Så nu kan det godt blive jul!

Thursday, December 15, 2011

Advent betyder "komme", så hvorfor tale om at tiden går?

Nej, vi er ikke færdige til jul. Vi er nærmest ikke begyndt. Jeg har bestilt en stor kalkun. Og sat julekrybben op. I dag fik jeg pyntet krukker udenfor huset, men julestjernen på billedet er fra alteret i kirken. Vi har ingen gaver købt, heller ikke dem til USA, og vi har ikke skrevet julebrev endnu.I morgen, fredag går det løs. Lørdag skal vi hente juletræ og søndag kommer datterbarnet hjem, så et stykke på vej må jeg se at komme.
Der er stadig julebesøg at gøre i menigheden, der er en skolejulegudstjeneste og en uddeling af julehjælp i Aalborg. Der er gudstjenesteprogrammer til julegudstjenesterne, som skal skrives. Men der er købt billetter til Bachs Juleoratorie i Abildgård kirken i Frederikshavn med Thisted drengekor! Så mon ikke det går alt sammen?

Wednesday, December 14, 2011

ActA nu med biskoppeligt indviede lokaler!

Her til aften har vi festet i ActA. Først var der dejlig mad, da Steen og Peter havde lavet flæskesteg, og Louise risalamande. Vi sluttede med et festligt pakkespil, og igen måtte jeg sende en kærlig tanke til Sverige. Her fortalte jeg nemlig en gang, hvordan vi holdt juleafslutninger i Danmark, og at der ofte blev spillet pakkespil. "Det kan man så ikke have børn med til", sagde de forbløffede svenskere. Jeg forklarede, at det har vi, hvortil de spurgte: "Jamen hvad så, hvis børnene ingen pakker vinder?" - jo altså, det er jo det, der kan ske, når man spiller pakkespil!

 Der var nu ingen børn, der ikke vandt her til aften. En af mine ældste kollegaer var med - Eigil Carlsen har selv været præst i Aalborg i sine unge dage, og nu er hans barnebarn og oldebarn en del af den nye menighed. Under pakkespillet sad han sammen med vores biskop, Christian Alsted, der var kommet for at indvie de nye lokaler til kirke,
 og for at indsætte Peter Uth, der læser teologi på Århus Universitet, som lokal præst. Det betyder, at vi nu er to, der deler om arbejdet.
 Peter er bl.a. ansvarlig for Myrespejderne, der mødes en søndag om måneden. De har deres forældre med, det foregår ude i skoven, de leger, tænder bål, bygger huler og lærer om naturen. Og nu har de også fået deres egne tørklæder -design Louise Munch Uggerhøj!
Jeg har lovet, at skrive aftenens bordvers på bloggen. Det kommer her:
Herre, din jord bærer mad nok til alle,
tak for den del du vil vi skal have.
Hjælp os at dække et langt bord i verden,
som alle kan rejse sig mætte fra.
Amen, amen!

Dagpleje-jul

I dag har vi den første af tre julegudstjenester for børn - i dag for dagplejebørnene og vores egen legestue Myretuen. Jeg har ingen billeder derfra, da jeg har fuldt op at gøre med at fortælle historien om Maria, englen, Josef og krybben. Vi finder hyrder og vismænd gemt rundt om i kirken og synger vers af både gamle og nye julesalmer.

Bagefter spiser vi æbleskiver og synger julesange i menighedssalen. Billederne på siden er fra en juletur til Liseberg i Göteborg et andet år. Jeg havde planlagt en tur sammenmed en god ven i sidste uge. Den blev desværre aflyst - bl.a. på grund af ret vildt vejr. Krybben består af figurer i hel menneskestørrelse og er et hit i Liseberg - sammen med de mange, mange lys!

Tuesday, December 13, 2011

Nu på Luciadag -


13. december, dagen hvor endnu en af de hellige mennesker, som hører adventstiden til, fejres. Lucia var en af de utallige kristne unge kvinder i den tidlige kirkehistorie, der skulle giftes, selvom hun havde viet sit liv til Kristus.Kvinder skulle giftes og forsørges og videreføre slægten. Men for en from ung pige, var det uforeneligt med det kristne liv at gifte sig med en ikke-kristen mand. Senere i historien var der mulighed for at gå i kloster - men Lucia er fra det 3. århundrede. Der var endnu ikke oprettet klostre, men Lucia er en af de utallige foregangskvinder, som banede vej for det senere så rige klosterliv. Lucia døde som martyr. Ordet betyder "blodvidne" - hun vidnede med sin død, om sin tro på at Jesus var opstået fra døden, hvorfor hun selv turde dø.
Til hendes ære bærer vi lys i dag. Og spiser lusse-katte med safran. I hvertfald hvis vi har den mindste tilknytning til Sverige. Her i huset spiser nu vi først lusse-katte på lørdag, når vi henter juletræet.

Sunday, December 11, 2011

3. søndag i advent

Vi har sunget julen ind i en fuld kirke. Se mange flere billeder her De dejligste englebørn sang i Børnekor og var senere Lucia-piger.
 Der var voksenkoret 1000FRYD og mandekoret Wesley Chapel Singers - i dag havde de også en tjans som får og hyrder i en børnemusical.


Pigekoret


Aftensmaden
  Vi sluttede dagen af med flæskesteg sammen med en del af familien - William var her også! Det har været en dejlig dag.