Sunday, October 30, 2011

Vi er alle døbt i fiskens tegn!

"Hvilket tegn er du født i?" Det er der mange, der går meget op i - i kirken synes vi, det er endnu vigtigere, at vi alle er døbt i fiskens tegn.
Elisabeth tegnede først en halv fisk i sandet -


- og så tegnede hun den anden halvdel!


Og så kunne alle se, at det hemmelige tegn, var en fisk.
 Bogstaverne i ordet "fisk" på græsk, er begyndelses-bogstaverne i ordene: Jesus Kristus Guds Søn Frelseren. Derfor var ordet "Fisk" et hemmeligt tegn, de første kristne brugte som identifikation af hinanden. Det var forbundet med stor fare, at bekende sin kristne tro - hvilket det stadigt er rundt om i verden - derfor gav man sig til kende ved at tegne en halv fisk i sandet. Det ligner bare en bølge, og giver i sig selv ingen mening. Men hvis den man taler med reagerer ved at fuldende fisketegningen, så ved vi begge, at "vi er døbt i fiskens tegn" og tilhører Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne!

Fisker-Peter= præste-Louise fortalte om nogen af alle sine oplevelser med Jesus.
 Søndagens gudstjeneste var lavet af kollega Louise, Børnekor og søndagsskole. Præ- og postludie var dansepigerne og efter gudstjenesten, var der pølsehorn, pizza-snegle, små frikadeller og runde ispinde til dessert. Se det var en rigtig børne-gudstjeneste!
Børnekoret sang.

Konfirmanderne var også i kirke i dag.
På de 4 værksteder kunne man - ud over at lære det hemmelige fiske-tegn, lave armbånd, tænde lys og skrive sit navn på en fisk, som blev hængt i Jesus-nettet.

Mormor og Mirjam ser på den fine kutter FN 131, som de har en særlig tilknytning til.

I nettet hænger billdeder af alle børnene. De blev taget i begyndelsen af gudstjenesten, Dorte arbejde hurtigt og fik dem printet ud, inden vi var færdige med den sidste sang. Så var det bare at skrive navne på og hænge op!

Kutteren var venligst udlånt fra forrige uges guldbryllup, hvor den var kulisse i en herlig familiefest.

Saturday, October 29, 2011

Qvindfolk!

Vi har haft en dejlig Café Qvindfolk i dag. Mange havde fundet vej til god mad og ikke mindst - Lenes fine fortælling om sit arbejde på afdelingen for mennesker ramt af blodprop eller blødning i hjernen.
 Hun fortalte levende og engageret, og tiden fløj, så vi for en sjælden gangs skyld gik et kvarter over tiden.
 Vi blev klogere på noget, vi alle ved lidt om i forvejen. Jeg bliver altid betaget af at lytte til mennesker, som brænder for deres arbejde. Når det gælder Lenes fortælling tænker jeg, at det er godt at vide, at hvis jeg eller en af mine kære pludselig skulle være i den forfærdelige situation, at have mistet sprog, hukommelse eller bevægelse, så er der professionelle mennesker, der vil gøre deres yderste for at hjælpe mig tilbage til livet.
Og jeg vil huske at takke hver dag, fordi jeg ikke har brug for deres hjælp!

Friday, October 28, 2011

Efterårs-rengøring

Her i huset er det nu tid til den store oprydning og klargøring, så der bliver plads til nye skabe og skuffer i baggang og bryggers. Kirkeværgerne kommer og sætter op i morgen, hvor jeg er til Café Qvindfolk. Jeg har bagt, det jeg skulle til cafeen, så nu glæder jeg mig bare til at møde Lene igen.
Men først - oprydning og klargøring!

Thursday, October 27, 2011

En B-kendelse!

I går fik jeg en uventet friaften - den blev tilbragt sammen med husbond først i
LOOPog derefter i svømmehallen, som vi de sidste 20 minutter havde helt for os selv. Jeg havde nok forventet at kunne sove som en baby - eller rettere som en teenager efter at have været fysisk aktiv. Men nej, jeg sov ret dårligt i nat.
Til morgen hørte jeg Poul Friis på p1, og i dag handlede det om A- og B-mennesker. Jeg har hørt formanden for foreningen af B-mennesker før, og det er ret opmuntrende for et udpræget B-menneske som mig. Det er nu bevist, at det er genetisk bestemt, om vi er A- eller B-mennesker. (Der er selvfølgelig mange mennesker, som ikke er nogen af delene.) Det handler altså ikke bare om at B-mennesker skal tage sig sammen og komme igang fra morgenstunden, hvor det jo er så dejligt og morgenstund har guld i mund. B-mennesker er simpelthen ikke klar så tidligt på dagen, og slet ikke om vinteren, hvor det er mørkt selv efter skolen er begyndt.
Heldigvis har jeg et job, hvor jeg sjældent behøver at skulle møde andre mennesker før klokken 10, hvilket er det tidspunkt, hvor B-mennesker er klar til at fungere. Nå, tænker du måske - hun sover nok længe? Næh, faktisk sover jeg ikke så længe som min A-mand, der tilgengæld ligger i sin seng før kl. 23. Men jeg står senere op, det er sandt. - Næsten ligegyldigt hvor træt jeg har været i løbet af en dag, så er jeg altid vågen og frisk mellem 23 og 1 nat - lige nu sidder jeg fx. næsten midnat og skriver dette indlæg. Hvis jeg slutter nu, kan jeg lige nå at være i seng inden kl. 24. Måske skulle jeg prøve?

Tuesday, October 25, 2011

At finde Gud

Mennesker taler om at "finde" Gud,
men det er ikke så mærkeligt, at det er svært.
Han er gemt på et mørkt sted -
i dit hjerte.
fra dagens konfirmandundervisning, hvor vi bruger bogen "CON DIOS - du er altid set - og altid elsket"

Sunday, October 23, 2011

Anderledes søndag

Almindeligvis er min søndag defineret af formiddagens gudstjeneste. Men i dag er det meste anderledes. Williams forældre skulle til fødselsdagsfest i aftes og kom derfor og afleverede ham sidst på eftermiddagen. Han har sovet hos os, og det er gået fint. Nu tuller han rundt og undersøger, det han kan nå. Vi er to voksne, der deler opmærksomheden mellem avisen, pc'eren, radiogudstjenesten og barnebarnet. Det er sådan set meget tilpas.
Nu må vi en tur ud i vejret - det blæser, men ellers er det fint. - Og gudstjenesten? Ja, det er først kl. 16. Seniorgudstjeneste, hedder det. Det er en klassisk gudstjeneste, hvor alle naturligvis er velkomne, men seniorene særligt indbudt. Der sker så meget for børn, at vores grå guld sætter pris på de par gange om året, hvor de er i fokus. Der er spisning bagefter, hvilket fremmer fællesskabet.
God søndag til dig!

Friday, October 21, 2011

Music in my head!

Læsere af bloggen vil huske, at jeg havde halvrund fødselsdag og 30 års bryllupsdag i sommer, mens husbond var i USA. Da vi var på tur til Göteborg i onsdags, kunne jeg mærke en Apple-store trække i mig hele dagen - men først på hjemvejen gik jeg derind.

Husbond gav mig ret i, at jeg faktisk ikke havde fået en gave af ham i sommer - så sådan en lille bitte gylden ipod shuffle kunne jeg godt få med hjem!


Efter teknisk hjælp fra datterbarnet er der nu masser af dejlig musik af alle slags i mit hoved, og jeg synger og danser til Queen, Bach, Boström og Jethro Tull!



Monday, October 17, 2011

Nordsø centret i Hirtshals

Klump-fisk - på engesk: sol-fisk - på tysk: måne-fisk!


stimefisk - mest makrel


sælerne fodres


Små smukke sø-blomster, som er dyr


4 af mine kære


Der er flere billeder af William på "farmor"


Saturday, October 15, 2011

Fester og gæster!

På mit køleskab har hængt to invitationer, som nu er taget ned. Festerne har været. Fredag aften var vi til en herlig guldbryllupsfest. Guldbrudeparret havde inviteret alle deres næsten 80 gæster til at mødes i vores kirke kl. 17. Mange var spændte på, hvad der mon skulle ske, og de blev glædeligt overraskede. Vi holdt en lille andagt med salmer om kærlighed og ægteskab, en lille tale om Guds kærlighed, der er en gave til os mennesker - en kærlighed der, som guldet skal lutres, så den bliver ren, men dermed også blød og bøjelig. Og så var der flotte sang-indslag, både solo og kor. Efter velsignelsen gik hele selskabet til det nærliggende festlokale, hvor vi spiste dejlig mad, sang, lyttede til taler og oplevede et fantastisk flot og morsomt optrin af familiens 3 sønner og deres koner, børn og svigerbørn. Her genfortalte de i drama og billeder, og med en stor og nøjagtig model af en kutter som kulisse, hvordan forældrenes liv havde formet sig. Det hele blev bundet sammen af skibenes signal-flag, hvilket var særdeles relevant, da fiskeriet har været basis i familiens liv.
I dag var der fest igen. En 50 års fødselsdag blev fejret som pige-kvinde-damefrokost, med god mad, lavet og serveret af familien mænd. Et fint sangblad med alt fra gamle lejrbålssange, danske høstsange og engelske viser var med til at gøre dagen festlig.  Gæsterne var en fin blanding af familie, arbejdskollegaer, kirkevenner, naboer og barndomskammerater. Gæsterne ved en fest siger en del, om dem vi fejrer. Ligesom ved guldbrylluppet var vi mennesker fra flere generationer og med forskellige opgaver i livet - spændende og sjovt.
Tak fordi, jeg fik lov at være med!

Thursday, October 13, 2011

Royalt besøg

"Sælges ikke fem spurve for to skilling? Og ikke én af dem er glemt af Gud." 
Da jeg kom hjem fra dagens gudstjeneste på Strandgården, vores lokale plejehjem, blev jeg mødt i døren af husbond, der henledte min opmærksomhed på en lille gæst, der var kommet til vores trappe. Den sødeste lille fuglekonge sad og skuttede sig uden at tage sig af, at jeg gik ind i huset.
 Husbond havde sat mad og vand til det lille kræ, som vi var overbeviste om, var døden nær. Jeg tog billeder, fuglen rørte stadig ikke på sig, og vi gik ind for at spise. På et tidspunkt lukkede Jørgen "Frue", min gravhund ud. "Nej", råbte jeg, "Det går ikke, hunden æder den lille fugl!" -
Men, det der skete var, at fuglekongen lettede og fløj sin vej! - Jeg er ikke i tvivl om, at det var en fuglekonge, men dens "krone" var ikke rund, nærmest bare en stribe. Måske er det en fugle-prins, vi har haft besøg af?

Wednesday, October 12, 2011

Med let oppakning

 Den, der nærmer sig bekymringsløsheden, vandrer gennem livet med en let oppakning.
"Den sande rigdom består ikke i at eje meget, men i at behøve lidt" Siger Gregor af Nazians, som levede i det 4. århundrede i det vi kalder Tyrkiet.
Ovenstående er taget fra sidste uges læsning af "Væven", Martin Lönnebo.

Monday, October 10, 2011

En perle!

Trapperummet
 Hvem kan ikke længes efter et stille, hyggeligt hus ude på landet, med stråtag, brændeovn og udsigt til dal, marker og skov? - Det findes! "Lille Blakshøj" er et helt istandsat hus, som kan lejes til ferier og fridage.

Gangen der forbinder underetagen
  Susanne og Ole Broholm Andersen har samen med håndværkere slidt sommeren over med at renovere huset, der ligger på jorden til deres gård "Blakshøjgård" lige uden for Gærum ved Frederikshavn.

Det åbne loftsrum med bøde flydere og tv
  Resulatet er et skønt sted, der ånder fred og ro. "Her kan du høre fuglene synge og græsset gro", skriver de.
Huset har 6 senge i 3 rum, 2 badeværelser, køkken med alt, man har brug for inkl. opvaskemaskine.

Spiseplads i køkkenet - der er spisebord til 8 i stuen
 Skriv og hør om pris og muligheder for minferier, weekends, studieophold og ferier:
broholm@dbs.dk - eller ring til dem: 40110134.
Om det her er en reklame? Ja, det er det!

Sunday, October 9, 2011

William har fuld fart på


Her står jeg på min fars mave
 William og hans mor og far spiste aftensmad hos os i dag. Til stor fornøjelse for alle parter.
Det er pærelet

Farmors badekar er helt fint!

Wednesday, October 5, 2011

Talenter har vi alle

 Aftenens familiegudstjeneste handlede om at finde skatten og få talenter. Talenter har vi nemlig alle - de er gaver fra Gud, som vi skal bruge for at glæde ham, os selv og andre mennesker. Louise fortalte Bibelhistorie med udklædning og statister. Musik, at kunne synge og spille, er et  talent. På denne station kunne man få et bevis på, at man havde talent for musik. Andre muligheder var at have engle-talent eller at være praktisk.
 En anden skat, vi fandt, indeholdt bla. en flaske med Jesu blod, et brød og dette dokument, som er de mystiske indstiftelsesord til nadveren. Og så var der chokolade-guldsmønter til alle!
 William og hans familie var glad for at være med til både gudstjeneste og pizza bagefter!
Og Mille spiste is - og det var godt! Tak for en dejlig aften.

Monday, October 3, 2011

Sådan!

Billedet er fra POLITIKEN.DK
Og lad os så komme igang!

Sunday, October 2, 2011

Ny gammel kirke

 For 23 år siden flyttede vi nordpå fra Vejle. Kirken var allerede den gang slidt, selvom den var flot. Nu er en gennemgribende renovering godt og smukt overstået. For 2 uger siden blev kirken genindviet, og i dag havde husbond, de to sønner og jeg mulighed for at deltage i en gospelgudstjeneste i kirken. Billedet af koret er taget fra deres hjemmeside og derfor ikke helt skarpt - men koret fejler ellers ikke noget! Uha, som de er gode.
Alterringen, som ses på billedet her, var fjernet i dag, da der skulle være plads til kor og mikrofoner. Rummet er smukt indrettet med både gammelt og nyt - det var en glæde at være med. Og kirken var fyldt, mellem 80 og 90 mennesker, børn og voksne deltog. Dejligt! Til lykke!

Saturday, October 1, 2011

Pindemad/børnemad?

Kan man spise softice med pinde? Det er navnet på en ny bog om adoption. Anne-Vand-til-vin, min gode kollega og mor til Samuel, har på sin blog udloddet et eksemplar af bogen. Jeg forsøger med dette indlæg at vinde den - så jeg kan give den væk til en mor, jeg kender. Læs mere ved at klikke på titlen i begyndelsen af teksten.