Thursday, August 30, 2012

Sen-sommer-gæster

Det er sensommer og snart september. Smukt! Som alle årstider.
Vi har haft den dejligste aften sammen med min fætter Flemming og hans kone Ingelise. Han bruger en del af sin pensionisttilværelse på at være redaktør på hjemmesiden Blovstrød. Det, og meget andet blev vendt. Tiden fløj, det var så hyggeligt. Tak for besøget!

Wednesday, August 29, 2012

Gæster

Med lange mellemrum hører jeg fra min fætter og hans kære viv. De bor nord for København men besøger Skagen ca en gang om året.I denne uge er de i Nordjylland, og i morgen kommer de her. Det bliver dejligt! På forhånd fik jeg billedet af stenen med korset, som de fandt på en strandtur i dag
Jeg har brugt de sidste dage på arbejdet med Danske Kirkedage 2013 hvor både jeg og husbond er engageret. Jeg er med i Gudtjeneste-udvalget, og I kan glæde jer!

Tuesday, August 28, 2012

Tur ud i det blå og grønne

 Vejret skifter fra den ene dag til den anden. I dag er det gråt og regnfuldt, i går mandag havde vi en solrig dag. Dejligt for det var dagen for en lille udflugt med menighedens kvindekreds.
 Vi var inviteret i sommerhus, hvor vi drak kaffe. Bagefter var det tid til at nyde vejret, nogen fra en bænk andre på en gåtur.
 Vi gik langs stranden og nød de mange skønne farver, fællesskabet og at efterårets sæson er igang igen.


Sunday, August 26, 2012

Dejlig dåbsgudstjeneste

Det er fest i kirken, hver gang vi har dåb. Der er mange i kirke, som regel også flere børn end en almindelig søndag. I dag havde jeg glæden at døbe denne dejlige lille pige. Hun hedder Ingrid! Efter dåben synger menigheden sidste vers i "Nu titte til hinanden" - det begynder "O, du som os velsigned og tog i favn de små...". Mens dette synges, bliver den nydøbte vist frem for menigheden.
Kollega Louise holdt en dejlig prædiken om at vi kan døbe børnene og stimulere deres naturlige tro og tillid til livet og Gud, men vi kan ikke bestemme for dem, at de skal tro. - I dag var der også Børnekirke, dvs. at børnene efter dåben havde deres eget kirkerum med Bibelhistorie, alterbord, legetøj og mulighed for at lave en tegning til en lille bog til Ingrid. Hvor mange har vi været i arbejde? En organist, en kaffebrygger + tre opvaskere, en guitarist, en bassist, to kirkevagter, to Børnekirkefolk. Og så to præster naturligvis - de eneste lønnede, de andre arbejder efter min mors devise: "Arbejd for Herren, lønnen er ussel, men frynsegoderne er Himmelske:-)"  Hvor mange var vi i kirke? over 100 tror jeg.
Tak til Dorte Bhutho for billederne - hende glemte jeg at tælle med! Se flere billeder på www.Strandby-metodistkirke.dk

Saturday, August 25, 2012

Karrusel-tur


Mit startnummer til det første løb, jeg nogensinde har deltaget i: Strandby Karrusel Løb


Williams moster Karoline var min makker


Her er Karoline i mål!


Og William syntes, det var vældigt sjovt det hele!
 Læs mere om Karrusel løbet HER. Det er Rico Eiersted, der er løbsarrangør, og han kan virkelig få folk igang. Rico løb selv en maraton og havde naturligvis overskud til at opmuntre os andre undervejs - han er bare så sej! Ruten var meget fin 4, 25 km rundt i den gamle del af byen og ud på stranden både nord og syd for byen. De sejeste begyndte tidligt på dagen og løbe ruten 10 gange = en maraton. Senere startede dem, der løb ruten 5 gange = 1/2 maraton og klokken 12 belv vi andre sat igen. Der var en børnerute på 2 km og den spænede de rundt på. Jeg nåede 2 omgange, altså 8,5 km på lige en time. Det var varmt og lidt hårdt men helt klart sjovt! Katerina, Williams mor slog en lille bix op på kajen sammen med en masse andre "gadehandlere." Og selvfølgelig fik hun solgt en del!

Friday, August 24, 2012

Tak for mad!

Det er virkeligt en velsignelse at  have køkkenhave. Som blog-følgere vil vide, er det mit først  år med en sådan. Hver dag høster jeg til aftensmaden. Vi spiser slaw med bl.a. chili, grøn peber og grønkål, salat af krølsalat og tomater og drysser masser af storbladet persille over det meste. Som det sidste nye er jeg begyndt at høste de dejligste bønner. Spinaten er desværre gået i stok, så det er slut. Krydderurterne gror som planlagt og høstes også hver dag.
Jeg indrømmer gerne, at jeg havde min tvivl om, hvorvidt der overhovedet ville komme noget op af jorden i drivhus og højbed. Og bedre blev det ikke, da sneglene flyttede ind (og kål-sommerfuglene, der lægger æg, som bliver til larver, der spiser grønkål) - Men hver dag er det en glæde at blive velsignet med alt det grønne og røde fra haven.

Thursday, August 23, 2012

Tilbud

For andet år i træk har vi i Strandby Metodistkirke udgivet en præsentation af hele årets program. Første halvdel fortæller om arbejdet blandt børn og og unge, mens anden halvdel er for voksne. Se folderens indhold HER

Tuesday, August 21, 2012

Igang igen!

 Alle kirkens arbejdsgrene begynder igen i disse uger efter en lang sommer. Flere har været på lejre eller højskole, men de ugentlige samlinger har ligget stille. Her til aften var det spejderne, der lavede bål, sang, bagte pandekager og dystede. Grønt er godt for øjnene!

Dejlig er den himmel blå!


 - og rød

Friday, August 17, 2012

Sommer i hovedstaden

 Datterbarnet arbejder de sidste feriedage på at forberede studiestart for de 400 nye elever på læreruddannelsen. Hun er en af 4 formænd for tutor-gruppen, der finder på, laver revy og gør alt, for at de nye skal få en god start. Men vi har også haft tid til at være sammen om aftenen. Vi har gået rundt i byen i det dejlige sommervejr, set på mennesker og oplevet Håndværker-marked med boder fra hele Norden på Frue plads - uha, som det var flotte og lækre sager! Løbet rundt om søerne, og set totalteater i havnen, der skulle genskabe Lord Nelsons angreb på København. Vi har været i Natkirke i Helligåndskirkern, hørt en mand spiller så dygtigt på flasker, at man tror det er løgn og været ved at blive kørt ned af folk, der cykler på Strøget!!!
I morgen går turen til Roskilde, og senere ud på landet, hvor vi skal til 2 x 50 års fødselsdag. Jeg har set flere mennesker de sidste to dage, end jeg ser på et helt år hjemme i vores lille by!

Thursday, August 16, 2012

Studenterhybel

Her bor jeg! Dvs - husbond gør, i forbindelse med sine studier. Han skal være her en uge, jeg har lagt mit arbejde til rette, så jeg skulle tilbringe torsdagen i byen. Heldigvis er der plads til os begge på kvisten, så vi bor lige midt i byen med Rådhuspladsen som nærmeste nabo. (Lige nu slår rådhusuret kvarterslag) I morges begyndte vi dagen med morgenandagt i Domkirken - live og ikke som sædvanligt på p2. Vi var en lille menighed på 15 - 16 + koret, som er klædt i ens kapper, så ved man det!
Vejret er helt vidunderligt og om aftenen fester de homoseksuelle på Rådhuspladsen, da det er denne uge, der er gay-parade med regnbuen som vartegn. Om morgenen er festen forbi. Til gengæld bliver der lagt ny belægning på Rådhuspladsen fra kl. 7, så det er ikke her på Grundtvigs højborg, vi får sovet skønhedssøvn. Men vi har også så meget andet at tage os til. Husbond studerer fx!

Sunday, August 12, 2012

Dejligt bryllup


 Vores nevø Jonas og hans kære Charlotte blev gift i går. Jeg havde fået lov at forestå vielsen - hvilket jeg betragter som en ære, da der er flere præster at vælge imellem i familien.
Vi var 100 til festen, som blev holdt i den fine ny lade hos  Anne Mette og Niels, der også er leverandører af det dejligste kalvekød. Køer og kalve måtte dog undvære tag over hovedet denne august aften og nat. Til gengæld kunne dyrene glæde sig over musik og glade gæster, hvis det ellers er noget, de sætter pris på.
Der var pyntet smukt, maden var i top der var  plads, hoppepude og slushice til børnene og festen varede til langt ud på natten.
Tak for en dejlig fest og må Gud fortsat velsigne de nygifte!

Friday, August 10, 2012

Mere Samsø



 Søndag var vi til gudstjeneste i Langør kirke, som er øens mindste. Den ligger så smukt, at det er svært at forklare eller gengive pr. foto. Tidligere på dagen havde der været gudstjeneste ude på øen Kyholm i anledning af 200 året for kirkegården der. De havde været over 200 mennesker, så det var jo ikke givet, at der kom nogen til aftengudstjenesten. Men vi var en pæn forsamling, da først klokken havde ringet de sidste bedeslag.
 Aftenens prædikant var Johannes Glenthøj, som jeg har mødt i andre sammenhæng, så vi glædede os, med god grund!
 Læs mere om Samsøs kirker HER

Samsø er en hundevenlig ø. Vi havde Frue med, og det fungerede fint på både færger og rundt på øen. På en restaurant fik vi endda lov at tage hunden med ud i gårdhaven. Også i Verdens største Labyrint kunne hunden være med. Labyrinten var simpelthen så fint lavet. Man går efter selvvalgte spørgsmål - vi valgte "Matador" og "Harry Potter". Hvis man svarede forkert på spørgsmålene, gik man vild og måtte søge tilbage igen, hvilket ikke altid var lige let.

Målene var forskellige - den ene gang endte vi i et tempel, den anden gang ved stjernetegnene. Det sjove var, at mens vi gik og ledte efter vej, så glemte man helt, at der var et mål.

Thursday, August 9, 2012

Opdatering

 Køkkenhaven har haft godt af at passe sig selv, mens jeg har været på højskole og ferie. Både i drivhus og højbed går det sådan set meget godt.
 Gulerødderne kom aldrig op, en af salaterne blev ikke ordentlig og hvidløg har jeg ikke set skyggen af.
 Men tomater, spinat, alle mulige krydderurter, grønkål, chilli, krølsalat, blegselleri og et enkelt løg er det blevet til!
 Ærterne er Williams - og han er lykkelig glad for hver eneste en.
Hvis bare de modbydelige snegle vil holde sig væk, så er der sådan set ikke noget at klage over!

Samsø

.
 Det er blevet august - jeg er tilbage på bloggen efter bl.a. fem dejlige dage på Samsø. Det var mit første besøg på øen - et fint bekendtskab. Jeg sejlede fra Kalundborg til Kolby Kås mens resten af familien kom fra Jyllands-siden. Vi havde fint sejlvejr.
 Samsø arbejder på at være grøn, også energimæssigt - som Læsø og flere af de danske øer. Vindmøller er smukke, synes jeg!
 Vi boede i Sælvig-bugten med Nordby som den nærmeste større by. Det er en meget smuk by - minder om Bornholm men er helt sig selv. For eksempel har de i Nordby et "Kardemummeby-agtigt" klokketårn, hvor solen ringes ned hver aften. Historien er, et kirken ligger ude på landet, så ingen kunne høre klokken. For at få styr på, hvornår arbejdsdagen ophørte, måtte kirkeklokken flyttes - derfor det lille klokketårn midt på torvet.
 Husene i Nordby er ren idyl!

Omkring gadekæret ligger de kønne huse tæt. Desværre er de fleste udlejningshuse, hvilket betyder at de må stå tomme en stor del af året. Jeg tror nu godt vi kunne overveje at leje os ind i et af dem. Det gjorde ikke noget med lidt bedre plads end i en campinghytte næste gang!