Thursday, September 27, 2012

Stjernenætter - nu med sang



Jeg holder rigtigt meget af Vincent Van Gogh, hans billeder, stil og fortællingen om hans liv, der endte så trist. Jeg får den tanke, at hvis bare vi havde kendt hinanden, så var det aldrig gået så galt for ham!
Forleden faldt jeg over en dejlig video på you-tube, hvor malerierne er sat sammen til DonMcLeans smukke sang om billederne med stjernenætter og Van Goghs liv.

Tuesday, September 25, 2012

En arbejdsdag

- er ved at være ovre. En af dem, hvor jeg ikke er helt overbevist om, at jeg har flyttet noget af betydning. Men det kan ikke gøre om nu. Den massive regn har ikke gjort noget godt for min opfattelse af dagen. Men solsikkerne og de andre gule blomster fra Skovhuset, de gør godt.
Jordens mørke er ikke mørke, Gud for dig: som dagens klare lys bliver natten!
sang fra Taizé

Monday, September 24, 2012

Tilbage igen!

 Vi var 9 mennesker sammen i Skovhuset i 3 døgn. Og vi havde det dejligt!
 Søndag kørte jeg min dejlige praktiske vært, Tine hjem til Århus, og fortsatte til en god veninde i byen. Vi fik lyst til at gå i "Øst for Paradis", hvor det er mange, mange år siden jeg sidst har været. Det lignede sig selv. Vi var de to eneste til 22-forestillingen, så vi kunne frit kommentrere undervejs - det var nu meget hyggeligt.Vi så The footnote - charmerende og meget fin israelsk film om far og søn-forholdet, men ligeså meget om forsker-verdenen med konkurrence og ubehagelige kollega-forhold.
I dag har jeg tilbragt sammen med næsten alle mine kollegaer - heriblandt Thomas, der har forsket og kunne fremlægge sin afhandling for os. Den handler om, hvordan gospel-sang og musik har forandret en døende menighed til en levende og voksende menighed. Thomas fremlagde medrivende, så selvom jeg kendte historien, gjorde det godt at høre den fortalt igen i sammenhæng af en engageret kollega, der virkelig elsker sin menighed og glæder sig over livet, de lever sammen. Tak, også for det.
Nu er jeg ret træt. Jeg når ikke at kommentere rundt omkring, men skal nok være med igen!

Wednesday, September 19, 2012

Uden for rækkevidde

uddrag af Anne Marie Johansens art-book
Herre, vejen jeg går, er din.

Vend ved din Helligånd min opmærksomhed mod dig

så jeg ikke fortsætter i én retning,

mens du kalder fra en anden. Amen

De næste dage er jeg uden for rækkevidde. Jeg holder retræte i Skovhuset. Guds fred og alt godt til alle blog-læsere.

Familiegudstjeneste med fokus på Bibelen

 Efterårets første familiegudstjeneste handlede om Bibelen. Til anledningen havde vi lånt kæmpe-bibelen, de har i den lokale sognekirke - ret imonerende bog, ikke?
 Og så kan man "springe ud" af den, som Louise gør her. Det var indledningen, der efter nogle sange gik over en Bibelfortælling om disciplen Filip og den etiopiske hofmand, der, på vej hjem fra Jerusalem, læste i profeten Esajas´skrift. Da Filip spørger, om han også forstå, hvad han læser er svaret nej. Han har, som vi alle har det, brug for hjælp til at sætte Bibelordet ind i en sammenhæng for at finde meningen.
 Prædikestolen var i dagens anledning hofmandens vogn. Gudstjenesten fortsatte med sange og herefter stationer man kunne besøge - der blev tændt lys og bedt bønner -
I parken kunne man få en tur i karrusellen for at fange og Bibelord og billeder, der passede til - et stort hit!
 Der var borde med alle mulige udgaver af Bibelen, store og små, på usb-stik og cd'er, på vandtæt papir, med guldsnit og i børnehøjde til alle aldre. Alle bøger var udlånt af Bibelselskabet
 Vi fejrede nadver sammen, spejdere delte ud - og til sidst spiste vi dejlig middagsmad og var klar til at gå hvert til sit kl. 19 efter præcis 2 timer. Næste familiegudstjeneste er onsdag d. 24. oktober.
Billederne er taget af Dorte Bhutho og lånt fra Strandby metodistkirkes hjemmeside hvor man kan se meget mere under foto.

Monday, September 17, 2012

Travlhed

 I dag er der ikke blevet tid til havet og stranden. Der arbejdes på kontoret. Ting skal være færdige, møder skal holdes, familiegudstjeneste forberedes og blad redigeres. Heldigvis er der fred og ro til arbejdet og rester i køleskabet. Og billeder fra en dejlig dag på en strand en anden gang!

Saturday, September 15, 2012

Dejlig, travl lørdag



Strandby Bælsene sang deres festlige sømands sange
  Vores varmeværk har i dag fejret 50 års dag. Vi er ret stolte af det. Bestyrelse og ledere er skrappe til at udvikle og optimere. For nogle år siden opsatte de masser af solpaneler på markerne ved siden af værket - mellem panelerne går får for at holde græsset nede. Det var det første og største af sin art i verden. Sådan skrev Varmeværket selv: Det intet mindre end en verdenssensation, når Strandby Varmeværk starter opførelsen af verdens første solfangeranlæg på 8.000 kvm i kombination med en absorptionskøler og decentralt kraftvarmeværk. Læs meget mere HER Formanden for Varmeværket murermester Palle Jensen, der også stod for tilbygning og renovering af vores kirke for 6 år siden, kunne i dag fejre sit 40 års jubilæum med Varmeværket.
I Strandby har vi også koret "Bælsene". De har netop regnet ud, at deres gennemsnitsalder er lige over 75 år - men de kan synge, kan de. Koret består bl.a. af en tidligere skoleinspektør, en pensioneret sognepræst, fiskeskippere og - ja, mænd fra Strandby. Korets kaptajn og pianisten er begge mænd, der i det tidligere arbejdsliv underviste gymnasieelever, men det skal man ikke lade sig nare af - her er de i deres es!
Ældste sønnen lavede lyd, og William var sikker på, at det foregik bedst med hans hjælp.
Desværre måtte vi forlade festen lidt hastigt, men kun for at fortsætte til en dejlig 70 års fødselsdag, der har varet resten af dagen. Heldigvis nåede jeg en tur i LOOP-center i morges, for der bliver ikke løbet noget videre i aften.

Thursday, September 13, 2012

Viljen til Livet bærer helt til kanten - Gud bærer resten af vejen!

"Du griber os i mørket
og blidt mod lyset vender.
For selv om vi er adskildt,
er vi i dine hænder.
Og du var selv i mørket
den dag, da Kristus døde,
du rejste ham til livet
i påskens morgenrøde"
Holger Lissner, nr 459 i Salmer&Sange

Anne Marie Johansens billede i uddrag
Til minde om Heidi, der kæmpede så bravt og skrev ærligt om sin sygdom, sine kampe, sejre, glæder og sorger. Og om sit gospelkor, Nardus i Metodistkirken i Odense. De synger for hende ved bisættelsen på onsdag. Guds fred over Heidis minde og over alle hendes kære.

 


Tuesday, September 11, 2012

Det er sådan set mig, der siger tak!

Der er meget, jeg holder af ved at være præst i Strandby Metodistkirke. En af dem er, at de hvert år byder præsterne velkommen til arbejdet. Som metodistpræst er jeg ansat af kirken i Danmark og bliver hvert år udnævnt til en by (eller to). De sidste 24 år har det været Strandby. Og her har de altså denne fine tradition: En søndag efter sommerferien bliver præsterne budt velkommen i forbindelse med bekendtgørelserne. Vores menighedsrådsformand overrækker blomster, eller endnu bedre: en gave! I søndags fik Louise og jeg personlige gaver. Min var helt perfekt!

Monday, September 10, 2012

Skovhuset på en anden måde


Sankt Dominikus med Mathæus evangeliet.

Jeg har tilbragt dagen i Skovhuset - denne gang ikke i stilhed og på retræte. En gang om året mødes skovhus-folket til en inspirationsdag. Årets gæstetaler var den katolske præst Jesper Fick, der blandt flere hverv er sognepræst ved Sct. Mariae kirke på Frederiksberg. Jeg har flere gange haft oplevelsen at have ham som præst ved retræter hos Sankt Josephsøstrene. Han er en af de præster, der taler om Gud, så man husker. I dag fortalte han om Sankt Dominikus, hvis orden han tilhører.

Vi var over 20 mennesker i det lille hus. Der blev lyttet, leet og samtalt. Jeg havde noget af maden med til frokost - fisk, rejer og sild fra de gode mennesker på Strandby Havn! Det gjorde godt inde midt i det jyske højland.

Sunday, September 9, 2012

Smagsdommere mm

Mange smagsdommere ville gerne hjælpe til i dag!

Det kan godt se ud som om, vi ikke bestille andet end at spise i kirken. Det gør vi. Men der ikke så mange gode billeder i de andre ting, vi har gang i. - Eller også er jeg selv for involveret til at få taget billeder.
Jeg iler med at vise billeder fra afslutningen på dagens program - der begyndte med gudstjeneste. SE MANGE FLERE SPÆNDENDE BILLEDER HERVi havde bedt 10 om at komme med en fin kage til den store kagekonkurrence. Og de var fine - og de smagte dejligt. De to strenge men retfærdige dommere enedes om at kåre den blå kage med roserne til Byens Bedste Bagværk! Og det var Rasmus, der vandt. Han er gift med min kollega Louise.
Maleriet er et af fire, som vi hjalp hinanden med at "opdatere" - spændende hvad kunstudvalget siger til det!

Saturday, September 8, 2012

Farverig Cafe`Qvindfolk


Dagen har været farverig - først Café Qvindfolk med besøg af kunstneren Anne Marie Johansen. Hun havde sine herlige bøger i et eksemplar med. Og et maleri med håndtag, så det kunne transporteres foruden  bøger om cirkus, elefanter og engle. Og postkort - alt sammen i glade farver.

Også maden var farverig i dag - og god, som altid, fisk, frugt, pandekager, tykmælk, salat, æblekage - uhmmm.

Efter Cafeen kørte vi til Klokkerholm på barselsbesøg. Jeg fik ikke taget billeder af smukke lille Karla - men hun er så skøn og dejlig og fin! Og de to store brødre klarer den nye værdighed i fin stil!
Da vi nu var halvvejs, fortsatte husbond og jeg til Aalborg, hvor vi så: Den skaldede frisør
Det er en fin og dejlig film, der bestemt kan anbefales. En komedie? Ja, men bestemt en af de bedste af slagsen. Meget charmerende! En ting undrede - publikums latterudbrud under en meget afgørende scene i køkkenet. Hvad var det lige, folk ikke havde fattet for længst?

Thursday, September 6, 2012

Café Qvindfolk på lørdag

Kunstneren Anne Marie Johansen er gæst i Café Qvindfolk på lørdag. Vi åbner kl. 10.30 og begynder med dejlig brunch. Kl. 13 er alle mætte og glade og klar til at bruge resten af lørdagen med andre gøremål.
Læs mere om den spændende maler, skulptør og illustrator HER

Wednesday, September 5, 2012

Langs vejen

Billedet viser en af sommerens blomstrende grøftekanter. Nu er flere af dem slået, og det er helt i orden, de er voxet over mit hoved. Egentlig er det lige meget, hvad der gror ved siden af vejen, man kører eller går på. Bare vejen er i orden. Men sådan er det ikke. Når liv og skønhed omgiver mig, beriger det tilværelsen og minder om Guds godhed. Susanna Wesley, mor til metodisternes kirkefader John Wesley (1703 - 1791) sagde det sådan: "He loved us - because he loved us!" "Han, Gud, elsker os - fordi han elsker os" - sådan, ufortjent, uden anden grund end at Gud er Kærlighed!
Har du set blomsterne på din vej idag?

Tuesday, September 4, 2012

Rugbrød



Rugbrød - netop disse brød kan smages til Café Qvindfolk på lørdag!
Min rugbrødsopskrift er hentet fra bogen
"Fra Koplevs køkken, opskrifter og fortællinger fra hele verden" af Kjeld Koplev og Marianne Koester,
udgivet af DR.
Jeg har selv tilsat kerner og experimenteret med melet.


RUGBRØD a la Koplevs Køkken

Surdej:
1/2 pakke gær
1 tsk salt
1 dl lunkent vand
4 spsk hvedemel
2 spsk surmælksprodukt: ymer, tykmælk el. lign.
Blandes og stilles i køleskab i en tætsluttende box. Efter tre dage er den klar til brug
HUSK: hver gang der bages, tager man surdej fra den færdige dej, lige inden den hældes i form.
Surdejen opbevares i køleskab.

RUGBRØDET:
1 portion surdej hældes i et fad og røres ud i 9 dl lunkent vand
tilsæt
1 spsk salt
3 spsk solsikkekerner
3 spsk hørfrø
3 spsk græskarkerner
450 gr rugmel
450 gr hvedemel (heraf kan evt 200 gr være fx. spelt eller grahamsmel)

Det hele røres godt sammen og stilles tildækket mindst 6 timer (= fx.en nat eller en arbejdsdag)
Tag surdej fra. (ligeså meget som da den blev lavet - den vokser, så fyld ikke boxen helt)
Hæld dejen i en rugbrødsform beklædt med bagepapir.
Sæt formen på nedderste ribbe i en kold ovn, der indstilles på
100 grader i 90 minutter - herefter skruer man op til
200 grader i 90 minutter.

(Det er muligt at bage dobbelt portion med den samme surdej)

Monday, September 3, 2012

Hytten - det skal nok blive spændende!


Her til aften havde vi første samling i læsegruppen omkring bogen Hytten. Jeg har tidligere skrevet om bogen, som er den bedste bog om Gud, jeg har læst siden Bibelen. Der er delte meninger om den, og netop derfor er det spændende med en læsegruppe. Vi var 13 kvinder og flere kommer til, ved vi. En af dem er en blogven, som tager den lange tur for at være med - dejligt!Læs mere om bogen HER

Se det første af 3 interviews med forfatteren Paul Young HER På Youtube kan du selv fortsætte med de næste to dele af samtalen.

Sunday, September 2, 2012

Søndagen har budt på gudstjeneste med indskrivning af konfirmander. Det er kollega Louise, der har hovedansvar for undervisningen, for det er hun god til. Det var dejligt at have de unge og deres familier til gudstjeneste. Der var også opstart af en ny læsegruppe, hvor husbond gennemgår dele af Det Gamle Testamente. Vi andre drak kirkekaffe og flere skyndte sig videre til 80 års fødselsdag hos en af vores kære medlemmer, der holdt åbent hus. Vi var 120 til frokost!

 

Saturday, September 1, 2012

Lørdagshygge

 Lørdagen havde ingen anden dagsorden, end hvad vi kunne finde på. Husbond fandt på at ordne vinduer og stikkontakter i hele huset, noget det har trængt til længe. Der skulle sættes hasper og flyttes kroge og lægges gummifuger under de vinduer, der alligevel ikke kan åbnes.
 Det tog en hel arbejdsdag, men det var det værd!
Hvad jeg lavede? Bagte brød naturligvis! Aftensmaden blev vi budt på af dejlige venner. Husbond havde fundet et ihjelkørt rådyr, da han var ude på rulleskøjter forleden aften. Det lå ikke på cykelstien, da han kørte ud, men lå der, da han var på vej hjem. Han ringede til en ven, der er jæger - og sammen festede på det her til aften. At de så også havde plukket kantareller til sovsen, bagt brombær kage og i det hele taget gjort det hele så fint - ja, det forhøjede bare nydelsen og fornemmelsen af dejlig lørdag!