Sunday, January 5, 2014

Søndag i østre Blekinge

Helt så smukt som på billedet på bogomslaget, er det ikke i Blekinge i dag. Vejret er gråt og tungt.Men inde i kirker og missionshuse er der varmt og hyggeligt. I nat har jeg boet i Mariedalkyrkan, hvor vi i formiddags havde festgudstjeneste. Koret "SurPraise" medvirkede med fine rytmiske sange og der var trommer, klaver og orgelmusik.


 Menighedens nye præst, Violet Andersson ser lidt træt ud på billedet - men det skal man ikke lade sige narre af, hun er klar til arbejdet. Kirken var fyldt og venner fra andre menigheder i byen hilste på og afleverede blomster og Bibelord.
Olsängsgården
 Spejderne havde lavet dejlig mad til os, og efter spisning blev jeg taget med på tur rundt i de østligste egne af regionSyd. Først kørte vi til Olsängsgarden, der oprindelig har været en skole men gennem mange år har fungeret som lejrbygning. Huset med 70 - 80 sengepladser udlejes til bla. konfirmandlejre. Det var spændende at møde de engagerede mennesker, som driver stedet.
Fågelmara
 Turen gik videre med et smut til den lille fine by Kristianopel, der tidligere var danskernes yderste østlige bastion mod svenskerne. Selv i det dårlige vejr fornemmede man et sted, der fungerer som samlingspunkt for lystsejlere og sommergæster.
Turen sluttede i Fågelmara, hvor vi drak kaffe og spiste dejlige kager i menighedslokalerne. Også her hørte jeg om en menighed med spejderarbejde og liv. - Jeg er meget glad for mit arbejde, og ser dette at knytte kontakter og forbinde menigheder, ideer, mennesker og ledere på kryds og tværs som interessant. - I morgen går turen til Osby. Mandag er helligdag i Sverige julens 13'ende dag, hvor vi fejrer vismændendes besøg hos Jesus. Havde jeg været hjemme til aften, havde vi tændt de levende lys på træet for sidste gang - men måske når vi det i morgen.

2 comments:

Madame said...

Det var meget spændende at læse, Charlotte - du har fået et job, der passer som fod i hose til dig.

Tro Håb og Kærlighed said...

Madame - det er vist en meget god beskrivelse:-)