Monday, May 26, 2014

Husk at leve mens du gør det!

 Jeg har været til bisættelse i dag. Lyngby Baptistkirke var så fyldt, at vi var 50 som fulgte med på storskærm i lokalerne i kælderen. Baptistpræst Holger Lam ville være fyldt 52 i juli. For 4 1/2 år siden fik han konstateret kræft i spiserøret. Han har været et vidnesbyrd om livskraft, håb, mod og tro. I forvejen var han en dygtig og respekteret teolog og meget engageret i fælleskirkeligt arbejde, hvorfor også mennesker fra mange forskellige kirker deltog i dag. Han havde selv tilrettelagt det hele - bl.a. ønsket at sangen "Smile" af Charlie Chaplin skulle synges solo. "En dag skal du dø. Men alle andre dage skal du leve" - et af de mange fine citater, vi fik fra Holgers liv, sammen med fortællingen om hans dejlige familie og de 10 marathonløb han gennemførte efter at have fået diagnosen. Tak!
Husbond kunne desværre ikke være med i dag, han har været i Göteborg og kom først hjem ud på aftenen. En rask aftentur "havnen rundt" er lidt anderledes her, end i Strandby.

Søndag med radiogudstjeneste og udeliv

 Dagen begyndte med Radiogudstjeneste fra Jerusalemskirken. Menighed og præster, musikere og sangere var på plads 9.55, og tidsplanen holdt, så vi var færdige præcis 11.05 som aftalt.
Dejlig have - og velpasset:-)
 Efter gudstjenesten var der brunch i krypten, og her blev der tid til at tale med Bente, som er fra Strandby, men som er i Kbh for at passe de kære børnebørn.
Er det ikke en fin have, vi har?
 Så gik datterbarnet, husbond og jeg til Nyboder Skole, hvor stemmerne skulle afgives. Det er et privilegium at få lov at være en del af demokratiet. Det er stadig ikke 100 år siden, kvinder fik valgret! Jeg er medlem af et parti, ikke særligt aktiv - men medlem. Og det gik godt for mit parti - vi fik igen et mandat i Europaparlamentet. Men jeg er bekymret over de mange, mange stemmer Dansk Folkeparti har fået.
Dagen fortsatte med en tur i Østre Anlæg og Botanisk Have, en cykeltur over Christianshavn og forbi Operaen og sidste en løbetur. Og her kommer en lille reklame: Gå for hjertet med denne app kan man gå/løbe og få opmålt og sammentalt sine kilometer. Og firmaet "Becel" giver 1 kr for hver kilometer til forskning i kvinder og hjertesygdomme! Det er da nok hver at benytte sig af. For mig blev det til 12 km efter spisetid.

Saturday, May 24, 2014

Lørdag - passion and love!

 Vejret har været skønt hos os i dag - og i går. Jeg er klar over, at det ikke har været sådan i hele landet! I dag lørdag, tog husbond og jeg med svoger og svigerinde på tur. Bla drak vi kaffe i det fri, hvor min svoger ihærdigt forsøgte at indstille sit kamera til at tage et billede af os. Endelig forbarmede en ung mand fra en nabobænk sig, og tilbød at tage billedet!
 Udflugtsmålet var Ordrupgård samlingerne, hvor vi skulle se "Van Gogh, Gauguin, Bernard - dramaet i Arles" - jeg er Van Gogh-fan, så det skulle nås inden udstillingen lukker her først i juni. Det er en fin og spændende udstilling, der viser de sidste tunge år i Van Goghs liv og hans venskab og opgør med Gauguin og Bernard. - Den faste samling indeholder skønne billeder af Hammershøj - i mellem dem, dette fantastiske, store billede! At man kan male så detaljeret kun i gråt og sort! Billedet er så mørkt, at man tæt på faktisk ikke kan se, hvad det forestiller. Flere gik lige forbi og kommenterede, at man ikke kunne se noget som helst. Men med passende afstand, træder motivet tydeligt frem.
 Ud på aftenen kørte husbond og jeg til Vest Amager, hvor vi hele tiden befandt os i noget, der lignede guldaldermalerier - kun tilsat lidt fly, et par cykler og en enkelt dykker.

 Og så byen, naturligvis - men der er langt ind.
I morgen, søndag fra kl. 9.55 kan man i radioens P1 høre gudstjenesten fra Jerusalemskirken. Kollega Ole Birch prædiker og husbond leder.

Thursday, May 22, 2014

København!

 Husbond og jeg har fundet en dejlig måde at løbe på - han på rulleskøjter og jeg i skoven. Vi er nødt til at køre lidt - men det gør ikke så meget, for forholdene er super, når først vi er fremme. Jeg nyder at løbe på skovbund. Det er bare det bedste!
 Vi kørte ikke lige hjem i det gode vejr men gjorde et sving ud til cruise-kajen, hvor et kæmpe skib fyldte godt op.
 I skudehavnen lidt derfra ånder alt fred og idyl.

Nu er vi hjemme - og freden er det så som så med. I godt vejr rykker festerne uden for i gården og på de flade tage. Lyden kører rundt mellem husmurerne og festlighederne får flere tilhørere, end godt er!

Wednesday, May 21, 2014

Underet i asfalten

Hvad har vi her? Noget gammelt, hult bark?

Hov - et askebæger, måske?
Mere gammelt bark - hvor mon ingen rydder det væk?

Asfalt og brosten og gammelt, stenhårdt jord.

Nej hov - kig op!
Det gamle træ ved Jerusalemskirken har også fået grønne blade i år! Det er et under.

Farver og mønstre

 Bededagsferien begyndte med bedsteforældredag i Landbørnehaven i Frederikshavn, hvor mormor og jeg var sammen med William og alle de andre børn og deres bedsteforældre. - Derefter gik turen til Idrætsefterskolen Lægården i Holstebro, metodistkirkens efterskole, hvor årets landsmøde for kirke og Børne- og ungdomsforbund fandt sted.
 Søndagen afsluttes det hele med gudstjeneste, hvor alle præster går samlede ind og ud i vores fine blå kjoler. I år ofrede jeg mig, da en kollega havde glemt sin skjorte. Jeg havde min turkise præste-tunika med og tog den på i stedet. I forvejen er jeg jo lidt ved siden af, da jeg er udlånt til Sverige.
 Jeg har altid hørt, at strømper og sko skal være neutrale under præstekjolen, men da jeg så ned og rundt på kollegaerne var det disse farve jeg fik øje på - måske ny uniform? Desværre fik jeg ikke fødderne lige foran mig med - de var i høje hæle og med en tatovering på anklen :-) Jo, det er festlige kollegaer!
 Fest kan det også være at gå rundt i København. Dette farverige hus fandt vi på Christianshavn.
 Aftenturen gik også forbi Glyptoteket med de smukke skulpturer og udsmykninger, også udenfor.
 I dag har jeg købt mig en ny kop!
Min fine nye "skandinaviska fika kopp" - med svenske flag, tro, håb og kærlighed og Ö og Å - hvis ikke den passer til mig?

Tuesday, May 13, 2014

Jo, det tror jeg nu nok, vi gør ….

…for hvis ikke vi lærer at stoppe, når vi er trætte, så bliver vi ikke færdige. Så bliver vi bare ødelagte!
"Kom til mig, alle I som slider jeg trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." 
Sådan siger min Herre. God nat og sov godt.

Sunday, May 11, 2014

Menigheden som en hær!

 I Limhamn, som en en stor selvstændig bydel af Malmö har Equmeniakyrkan haft 2 menigheder med hver sin bygning. Gennem en længere periode har der været samtaler om at de to skulle danne en ny menighed i fællesskab. Det er en længere proces, som denne weekend blev endeligt beseglet ved et fælles menighedsmøde.
 Lørdag aften var der fest med dejlig mad, sang og leg. Husbond og jeg deltog i festlighederne på vej hjem fra loppemarked. - I dag, søndag fortsatte festen med gudstjeneste, den første fælles som en menighed.
Jeg havde fået lov at prædike, men ikke at vælge tema. Det var givet på forhånd: menigheden som en hær! Nu er vi millitær-nægtere her i huset, så det var ikke mit eget førstevalg som tema. Men det var dejligt at kunne prædike om Gideon og hans krigere fra Dommerbogen. Først havde Gideon 22.000 soldater men efter 2 sorteringer på Guds bud, stod han tilbage med 300 mand. Og med dem vandt han krigen. Hver af de 300 fik udleveret et horn at blæse i og en krukke, hvori de skjulte en tændt fakkel. De omringede fjendens lejr, og på Gideons signal midt om natten, slog de krukkerne i stykker, løftede faklerne, blæste i hornene og råbte kampråbet. Fjenderne vågnede og i skræk for at være omringet, slog de hinanden ihjel i forvirringen og flugten. - Herren ville at Gideon og hans mænd skulle sejre, men ikke kæmpe. De skulle stole på Gud og ikke på egen styrke. - Og det var en del af dagens prædiken.

Saturday, May 10, 2014

Loppis i Furulund

Der er gang i loppemarkederne i regionen disse dage. I Ängelholm og Kristianstad har de haft travlt i dag.
 Menigheden i Furulund har lørdag og søndag 25 års jubilæum for deres loppemarked. De samler sammen hele året og der kommer mennesker fra et stort opland.
 Jeg havde hørt rygter, men blev alligevel overrasket over det store opbud af mennesker. Husbond og jeg var der 5 minutter over 1, lige efter åbningen, og da var det svært at finde en parkeringsplads i nærheden. Der var masende fyldt med mennesker både i og udenfor kirken.
 Pigerne solgte pølser, menighedens venner og medlemmer solgte alt andet.

 Og inde i kirkehuset var der kaffe og senere auktion.
 Man kunne byde på en tværfløjte, en banjo et par harmonikaer, en folkedragt, malerier, retro-lamper, lysestager og et kaffestel.
 Men det fineste var nr 80 - og dem købte jeg!

Friday, May 9, 2014

Regnskab, regn og blåregn

 Jeg kommer aldrig til at holde af kontorarbejde - som at klargøre kørselsregnskab fx. Men det skal jo passes, ellers får man ingen kørselsgodtgørelse, og så bliver det for dyrt at passe mit arbejde. Ud over regnskabet har jeg brugt tid på at gøre rent, hvilket heller ikke er et hit i min poesibog - men igen; det skal jo gøres. Da alt dette var vel overstået, blev der tid til en tur gennem Kongens Have og Botanisk Have -
 og her var meget smukt at se på.

 Faktisk blev vi fulgt ud af en vagt, da haven lukkede kl. 18, hvilket vi ikke havde været opmærksomme på.
 Hjemme igen var der husbonds fiskefrikadeller til aftensmad efterfulgt af is med daddelsirup fra Israelsturen!
Og så gik vi en tur gennem byen. Ind til Helligåndeskirken, hvor Taizé-andagten kl. 20 er en af ugens højdepunkter! Det har småregnet det meste af eftermiddagen, men vi kom hjem i tørvejr. Forhåbentlig bliver det tørvejr i morgen, hvor vi skal på loppemarked i en af kirkerne i Skåne.

Gæssene flyver i flok

 Jeg har tilbragt de seneste dage i Blekinge. Jeg har overnattet i Mariedalskyrkan i Karlskrona, som jeg tidligere har vist billeder fra. Denne gang var jeg også i kirken i Vallby. Den er meget speciel 7-kantet og meget smuk. Alterbilledet er vævet af kunstneren Eva Spångberg, og til min store glæde fandt jeg, blandt de forskellige symboler, en kile af flyvende gæs!
 Som I måske ved, betyder gæs meget for mig. Det er min yndlingsfugl. Jeg har læst, at de keltiske kristne regnede vildgåsen for et symbol på Helligånden - fordi den er en stærk og fri fugl, der kan flyve over hele jordklodens længde. En dag hørte jeg så, at det "bare var noget, nogen havde fundet på i nyere tid" - Men for mig er det stadig sådan, at gåsetræk er en hilsen fra Gud.
 Jeg elsker deres skræppen, deres vingesus og de smukke formationer, hvor de skiftes til at lede på vej hen over himmelen. Her til morgen så og hørte jeg masser af gæs på vej hen over Blekinge! Tak!