Sunday, November 23, 2014

4) Pilgrimsvandring - onsdag

 Onsdag var en hård dag - vi vandrede kun 12 km, men med en stigning på 1100m og nedgang 400 meter. Vi blev kørt i bus til første etape-start, og på vejen passerede vi en arabisk landsby, hvor byens moské i nattens løb var stukket i brand, af de jødiske bosættere på den anden side vejen!
 Vandringen bød på klatring, vi hjalp hinanden, men det var svært.
 Pauser var nødvendige - bl.a. for at drikke. Vi havde masser af vand med, men det var alligevel svært at holde væske-balancen. Masser solcreme, tøj, der dækkede kroppen, og hatte hjalp, så vi ikke blev forbrændt. Hele vejen delte vi beretninger og udvekslede erfaringer og tanker om det, vi oplevede. Flere af os har været i landet tidligere, men for nogen var det en helt ny oplevelse.
Elisabeth Lindgren i midten af de tre er den ene af turens dygtige svenske ledere. 
Dagens frokost var en overraskelse - vi blev budt indenfor i et fint byhus i Kofr Malik. Der var mange store og flotte bygninger i byen, og Nidal fortalte at en gruppe palæstinensere er meget rige - de har tjent masser af penge legalt udenlands eller gennem korruption. Her i huset, var de gode folk. De havde lavet en traditionel fest-ret: maklouba, som er en "omvendt" gryde, der vendes ud direkte på et fad inde på middagsbordet! Til efterret fik vi små, søde pandekager, lagt sammen og stegt i olie, og kaffa, naturligvis - uhmmmm!

 Vandringen fortsatte - undervejs fik vi taget billeder af hinanden, og af den sparsomme vegetation.

 Mange olivenlunde gik vi forbi, en del nyplantede, men også flere hundrede år gamle træer, som dette.
Bag husbond vinker Jesus-barnet på moders skød!
Dagens sidste strækning gik gennem en dal, som var fyldt med affald! Det var modbydeligt. Der lå plastik, gamle bleer, døde dyr og alt muligt skidt og møg, som jeg ikke havde lyst til at undersøge nærmere. - Men turen endte oppe ved den kristne by Taybeh, hvor de brygger øl! Byen hedder Efraim i Bibelen, hvor den er omtalt i Johannes 11: 54, som det sted, Jesus opholdt sig, inden han gik ind i Jerusalem den sidste Påske. I byen besøgte vi kirken, hvor vi så en film om menighedens arbejde, bl.a. med at fremstille fredsduer i ler. Vi overnattede i eres fine gæstehus, som lå overfor plejehjemmet, som også var drevet af menigheden.
Aftensmaden spiste vi hos en af byens kristne familier, der havde inviteret naboerne med. Naboerne er nu amerikanske statsborgere og bor det meste af året i staten Virginia. Manden havde tjent sine penge som mekaniker med speciale i tyske biler.

No comments: