Wednesday, October 7, 2015

Lørdag, søndag, mandag...



I lørdags havde jeg den dejligste dag, som bl.a. indeholdt en tur i Dyrehaven.Og derefter en koncert med Gospelkoret Kefas, som fejrede sit 40 års jubilæum. Datterbarnet synger med i koret, som jeg var med i helt i begyndelsen. Korets leder Peter Steinvig har været med fra begyndelsen og trækker sig nu lidt tilbage. Peter har været en af drivkræfterne bag gospelmusikkens fremvækst i Danmark. Det er en fantastisk historie om at følge en drøm, om tro-fasthed og om musikkens kraft.

 Søndag aften bød på koncert med sønnen Thomas - se Thomas Thaarup Project på Råhuset i Kødbyen. Det er for længe siden, jeg har hørt ham live. Det var dejligt. Jeg ønsker virkelig at mange flere mennesker kommer til at høre og glædes over hans dejlige musik!
 Søndag morgen startede jeg tidligt mod menigheden i Rickarum, hvor jeg prædikede og vi fejrede indsættelsen af RegionSyds menighedsudvikler Bengt Åkesson i tjenesten.
 Jeg fortsatte østpå ud til Vallby i Blekinge. Her var også fest-gudstjeneste med de omkringboende menigheder, gospelkor og mange mennesker.
Mandag tilbragte jeg i Blekinge - jeg så kirker og missionshuse, var på en dejlig samling omkring bøn i Fågelmara og til en samling med menighedsråd i Karlskrona. Billedet her er fra et bord i Mariedalkyrkan, hvor man kan skrive bønner, som bliver læst i gudstjenesterne, eller man kan lægge en sten i kurven med ønsket om forbøn for noget tungt, noget man vil slippe. Endelig kan man tage et Bibelcitat, læse det og tage det med sig. Sådanne bønne-stationer findes i de fleste af vore kirker.
Jeg er taknemmelig over at være med i alle de gode fællesskaber, menigheder og samlinger i Skåne og Blekinge.

No comments: