Monday, April 11, 2016

Konfas i weekenden



En opgave på pilgrimsvandringen var at i fællesskab skabe dette kors.
Jeg har tilbragt weekenden i Helsingborg sammen med gode kollegaer i Equmeniakyrkan og en flok konfirmander og andre unge. Vi havde "skabelse" som tema og arbejde med det på mange forskellige måder. Jeg har kun billeder, af det jeg selv deltog i - der skete mange forskellige ting.
Lørdag valgte de unge forskellige spor - konfirmanderne skulle først arbejde med Biblio-drama og bagefter på en lille pilgrimsvandring. Vandringen begyndte i parken ved slottet Sofiero.
Her fik de til opgave at søge Gud med alle sanser på vandringen. Vi havde indlagt 7 stop, hvor skabelsens forskellige elementer blev undersøgt - bl.a. lys/mørke, stjerner og planeter, dyr og mennesker. Vi lagde puslespil, blæste sæbebobler, spillede memory og lavede afslapningsøvelser.
Vejret var fint til vandring, og udsigten over Øresund var perfekt. Vi kunne se øen Hven, hvor Tycho Brahe byggede sit observatorium.
De andre deltagere var på geocaching, klatrede på klatrevæg eller malede. Hjemme i Rosengårdskyrkan  blev der om aftenen spillet spil, hygget, spillet bordtennis, sunget og lyttet.
Dette vægmaleri blev fremstillet i forbindelse med Bibliodrama lørdag formiddag
Søndagens gudstjeneste var igen rundt om skabelsens 7 dage. Alle fik glaskugler til at have i lommen som påmindelse om den dyrebare og skønne planet, vi bor på. På vandringen havde vi samlet affald. Det blev anbragt i et kors af hønsetråd, som illustration af hvordan Gud, ved korset tager imod alt det, der ikke duer, forsoner det og giver os nye muligheder.
I vandbaljerne er papirblomster med bønner, som åbner sig, når de bliver våde

Og vi tegnede stjerner og skrev, hvad vi drømmer om og håber på - og meget mere, som man skal have været med på X-perience/Konfas-lejr i Helsingborg for at vide noget om.

No comments: